The Alpine

Når man sidder med The Alpines nyeste skud på demostammen i hånden og ikke mindst ørerne, er der, afhængigt af definitionen, dømt hård pop eller blød rock til øregangen,

Det er i den mere teatralske og engelsk inspirerede rock, lydbilledet finder sin oprindelse. Bands som Baal, Queen og Gangway ville nok kunne genkende en hel del i The Alpines musik. Den teatralske lyd er et studie i balancegang. For lidt, og musikken bliver kedelig. For meget, og den bliver patetisk.

The Alpine er skiftevis det ene og det andet. Det er svært, selv efter mange gennemlytninger, at finde sange, der hæver sig nævneværdigt over det middelmådige. Nuvel, de er gode håndværkere, og der er intet i kompositionernes kvalitet, der er helt galt, men i sangenes sjæl mangler man både nerve og hjerte.

‘Too Many Monsters’, der allerede har været repræsenteret på en anden demo, åbner ballet, og derfra går det nærmest kun ned ad bakke. En stadig strøm af midtersøgende P3-rock uden de helt store overraskelser, der nægter at udfordre lytteren. Ud over et enkelt kor-stykke på pladens tredje skæring, byder denne demo ikke på de vilde armbevægelser, og The Alpine skal grave meget dybere i posen for at bevise, at de er klar til at brage ind i danskernes bevidsthed som et seriøst bud på mainstream pop/rock.