The Fiery Furnaces er ikke kun usædvanlige på scenen, hvor de spiller deres numre som ét langt remix. De to søskende opfører sig barnligt og kan ikke lade være med at afbryde hinanden. Men heldigvis kan de blive enige om at lave en overbevisende blanding af garagerock, skæv blues og folk.
Søskenderivalisering kan føre til mange ting, i værste tilfælde splid i familien. Men hvis den hidsige energi konverteres til kreativitet, kan resultatet være ovenud imponerende. Som det er tilfældet med søskendeparret Matt og Eleanor Friedberger, tilsammen The Fiery Furnaces – en gruppe, der ganske overbevisende spiller en blanding af garagerock, skæv blues og folk, dog uden helt at placere sig rent indenfor disse genrer. Der er med andre ord plads til at nedbryde de musikalske konventioner, så meget kan de da blive enige om.
Der er næppe gået en dag under opvæksten i Chicago, hvor storebror og lillesøster ikke har flået, slået og losset hinanden på grund af den klassiske kamp om forældrenes gunst, men modsat mange andre søskendepar, der med tiden har sluttet fred, forbliver Matt og Eleanor stridende. Det kan opleves af enhver, der spenderer blot en lille stund sammen med The Fiery Furnaces.
Barndommens kælder
Første spørgsmål går til Matt. Jeg har hørt et sted, at han som barn tilbragte en del tid i kælderen, og da jeg spørger til det, bryder Eleanor sammen i hånlatter.
– Ja, det var nu mest da jeg var teenager. Jeg brugte ret meget tid på at prøve at lave musik dernede. Men da jeg var barn, spillede jeg i stuen. Jeg var et ret dumt barn. Spillede på vores klaver, kedede mig, blev træt og lagde mig som regel ned under det. Der lå jeg så og lavede lyde på undersiden, når Matt at sige, før hans søster bryder ind.
– Jeg plejede altså også at ligge under klaveret,siger hun med en opmærksomhedskrævende høj stemme.
– Men jeg legede mest, at det var en bil, og jeg var mekaniker. Jeg kunne godt lide at fikse ting. Ved ikke hvorfor. Syntes bare det var sjovt, griner Eleanor, mens Matt tilføjer, at hun faktisk slet ikke gad spille på det tidspunkt.
Senere, da Matt foretrak kælderen som musikalsk legeplads, blev Eleanor dog nysgerrig. Gang på gang forsøgte hun at være sammen med ham dernede, men Matt tillod det ikke. Til gengæld fik hun tit og ofte tæv. Eleanor beviser det ved at trække op i buksebenet. På hendes knæ er der et lille hvidt ar, som stammer fra kælder-perioden.
– Hun kom, som sædvanlig, rendende ned i kælderen, hvor jeg og en anden stod og prøvede at få nogle lyde ud af en guitar. Hun var en meget typisk irriterende lillesøster, og jeg sagde til hende, at hun skulle skride. Og så … kom jeg til at stikke hende med min lommekniv. Det var frygteligt, husker Matt – med et lille spydigt smil på læben.
Men da Eleanor blev ældre og mere interesseret i musik, inviterede Matt hende rent faktisk ned i den hemmelige kælder. Det skete ifølge Matt helt automatisk, at de begyndte at spille sammen.
Sværere at være sammen for sjov
Som interviewer er det praktisk talt umuligt at følge et præstruktureret interview med The Fiery Furnaces. Når man spørger den ene, svarer den anden. Og når den ene svarer, afbryder den anden. Og når den ene afbryder, afbryder den anden også. Og når de har afbrudt hinanden i et stykke tid, blive de børnefornærmede og taler endnu højere.
Det minder lidt om at bede to børn om en forklaring på Pokemon: De er dybest set enige, men er hver især sikker på, at den anden tager fejl. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det påvirker deres arbejde sammen.
– Før i tiden gjorde det ikke så meget. Vi har boet sammen på et tidspunkt i vores voksne liv, og der fandt vi på en masse sjove ting og var nogenlunde gode til at tolerere hinanden. Men nu synes jeg, det er sværere at være sammen bare for sjov. Det er lidt sørgeligt, siger Eleanor.
– Ja, vi fortsætter med at slås på den mest barnlige måde, det er vi godt klar over. Nu består vores aftaler mest af arbejde. Det er noget vi er nødt til at blive bedre til – ikke mindst for samarbejdets skyld, tilføjer en gravalvorlig storebror.
Mere The Who
Set udefra har samarbejdet dog fungeret ganske glimrende. Gruppens debutplade, Gallowsbird’s Bark fra 2003, blev indspillet på godt en uge, mens den sidste produktionsmæssige hånd blev lagt på kun 3 dage. Alligevel fremstår dette album, omend kantet og råt, både velovervejet og gennemført. Den nye udgivelse, Blueberry Boat, er der ifølge Matt lagt en del mere tid i. Og til forskel fra debutpladen er der noget mere dybde i det nye materiale.
– Denne gang er der langt flere lag i sangene. De er blevet længere og mere eksperimenterende end på det gamle album, der mest bestod af små skæve numre. Flere lag har gjort det lettere at fortælle større historier. Ikke at det nødvendigvis er blevet mere kompliceret, men måske mere gennemarbejdet. Og så er der også lidt mere The Who over det nye, smiler Matt, der gennem hele sit liv har været inspireret af de gamle rockere.
Musikalsk rekonstruktion
En interessant ting, der kendetegner The Fiery Furnaces, er deres absolut anbefalelsesværdige koncerter. Som man kunne høre på årets Roskilde Festival, er gruppens live-lyd er markant anderledes fra deres studie-lyd. De rustne blues-elementer, der præger især Gallowsbird’s Bark, er næsten ikke til at få øje på i deres liveoptræden. I stedet giver de numrene et hidsigt los i rockrøven,. Det hænger sammen med en filosofi om, at det klæder en tilrøget natklub (eller en mudret mark) bedre.
De to søskende håber også, at det at lade hvert nummer have to forskellige sider – et studie- og et liveudtryk – vil give publikum følelsen af at få mere for pengene. Det er samtidig en måde at udforske materialet på, og ved koncerterne gør de brug af en besynderlig cut-up-teknik, der nedbryder materialet for så at bygge det op igen. Resultatet er en koncert stort set uden pauser, bestående af ét langt remix af numrene. En sjældenhed indenfor den type musik, som nok kan forvirre en del.
– Ja, men forhåbentlig på en god måde, siger Matt.
– Nu har vi spillet med dette set i godt to måneder, men til efteråret vil vi lave endnu en rekonstruktion, hvor vi kombinerer tingene på en ny måde. Især bliver det sjovt med de nye lange multilagsnumre, som vi kan kombinere med de gamle korte numre og dermed få helt nye betydninger frem. Forhåbentlig får det noget personlighed på den måde.