Ali Shaheed Muhammad
Ali Shaheed Muhammad har igennem hele sin musikalske karriere været en meget produktiv kunstner. Foreløbig er det blevet til fem albums som DJ og producer i det legendariske A Tribe Called Quest og et enkelt med soul og R&B gruppen Lucy Pearl. Derudover har han også fungeret som succesfuld producer for blandt andet D’angelo og Mos Def. Nu kommer så hans debut som solokunstner, ‘Shaheedullah and Stereotypes’, der ikke bare er hans solodebut, men også er et skridt væk fra den stereotype opfattelse af Ali som værende kun DJ og producer.
Det er der kommet et meget organisk lydende udspil ud af, hvor Ali’s forkærlighed til jazz og soul tydelig skinner igennem. I det hele taget er det et album, hvor instrumenter præger lydbilledet frem for scratch og samples. Ali har da heller ikke været helt alene om dette album, han har fået en hjælpende hånd af blandt andre Stokley Williams fra Mint Condition og sangerinden Sy Smith – ikke de mest profilerede navne, men specielt førstnævnte imponerer med en lækker blød stemme.
Som titlen på albummet antyder, er et gennemgående tema opgør med stereotyper. Som tidligere nævnt har det med dette album været vigtigt for Ali at bryde med den opfattelse af ham, som kun værende musikalsk og ikke lyrisk bagmand. Dette lykkes også til dels for ham, han får vist, at det bestemt ikke kun var Q-Tip og Phife i Tribe, som havde talent foran mikrofonen. Men i det lange løb er det ikke helt overbevisende, hans flow bliver nemlig lidt ukarakteristisk og kedeligt at lytte til i den lidt over en time, som albummet varer.
Andre stereotyper, som Ali forsøger at gøre op med, er den selvpromoverende bling-bling hiphop, som vi kender det fra MTV, hvor det er attitude frem for budskab. Derfor har han også forsøgt at tilføre sit tekstunivers mere dybde, og det er især kærligheden, som bliver hyldet. Ikke mindst kærligheden til sine forældre, hvilket ærligt talt bliver lidt kedeligt i længden, så for denne anmelder havde det ikke gjort spor, hvis et nummer som ‘Family’ var blevet skåret væk. I det hele taget er der et par numre, som gerne måtte være skåret væk, da det er et album, som forekommer temmelig ensformigt jo længere, man når frem.
Der er klar overvægt af langsomme soulede numre, hvor især ‘Elevated Orange’ og ‘Matches’ – ‘Don’t Play’ springer i øjnene. Albummets mest iøjnefaldne nummer er nok ‘Banga’, som er et nummer, der inviterer til hænderne i vejret med et dejligt funky omkvæd af Stokley Williams.
Ali slipper godt fra sin solodebut og viser, at han har talent for mere end dj-jobbet. Resultatet af Ali’s anstrengelser er et udmærket, men dog noget ensformigt produkt, som er kendetegnet ved en lækker lyd hele vejen igennem.