Phoenix – op og ned og op

Med noget nær den strammeste produktionslyd, man kan forestille sig inden for indierock, har franske Phoenix’ delikate pop-perler ‘Everything is Everything’, ‘Run Run Run’, ‘Too Young’ og ‘If I Ever Feel Better’ gennem især det sidste halve års tid fået mange til at slå ørene ud og lade fødderne vippe med.

Det var da også et udsolgt Lille Vega pakket med forventningsfulde kroppe, der tog imod de seks franskmænd, da de gæstede byen fredag aften. Og kun få kunne være skuffede. Det veloplagte band leverede en stram livelyd, der fint kunne måle sig med lyden på deres to album, ‘United’ fra 2000 og ‘Alphabetical’ fra foråret.

Der blev trykket mere til på rockpedalerne, og det fungerede langt hen af vejen fint som kompensation for detaljerne og finesserne på albumindspilningerne. Men ligesom deres to udgivelser led koncerten dog også under det problem, at blandingen af skarpe vuggende popnumre, party punk og skiftevis ømme og halvhjertede sjælere gør det svært at holde publikum på hele vejen.

Netop deres begrænsede repertoire gjorde dog også, at de kom omkring samtlige hits. Og det i aldeles overbevisende stil. Specielt da den ordinære spilletid blev rundet af med det brillante ‘Everything is Everything’ og en fantastisk og opløftende version af ‘If I Ever Feel Better’, hvor det med sang som et groovy rap-flow blev slået helt fast at forsanger Thomas Mars på én gang unikke og anonyme stemme er helt uovertruffen.

Da ‘Everything is Everything’ igen lod en af årets mest geniale tekstlinier – “The more I talk about it/the less I do control” – stå lysende klare i et akustisk ekstranummer, var højdepunktet nået, og den afsluttende omgang heftig garagerock, mest bare en party-starter til en fortsat god aften.