Tom Waits

Allerede med debutalbummet fra 1973, lød han som om, han havde set mere end de fleste. Dengang var han 24. Nu er han 54. Med en noget nær dumdristig, kunstnerisk genfødsel på det seneste album er mit første og største indtryk dog, at det fint kunne have været omvendt.

Efter tre afstemte og afdæmpede album, hvor det store musikalske muldyr skruede pænt ned for sine fandenivoldske sider for at dyrke de mere teatralske, sparker han nu for alvor fra sig igen og slæber lytteren med på en skramlende og bumlende diligence-tur gennem et forunderligt folk-landskab bygget op af uforsonlig bundskrabende lo-fi. Næsten som et spøgelse, der er vendt tilbage fra de vilde år i midten af karrieren.

‘Real Gone’ taler et direkte, korporligt sprog, hvor Waits lader human beatbox-optagelser fra sit eget lokum lægge linierne og helt har fravalgt de klare klange fra klaveret. De jævne numre tromler tilfredsstillende af sted, og i de bedste øjeblikke er der tale om noget nær radikale musikalske oplevelser.

Blandt de klareste og stærkeste numre er ‘Sins of My Father’, hvor reggaeorienteret delayguitar, sejlende banjo, bulder og brusende bølger lægger bunden, mens stemmen lige akkurat kravler op over, og det rockende, piftende og næsten savlende ‘Baby Gonna Leave Me’, hvor han for alvor lyder som en mærket ung mand. Kun albummets sidste regulære skæring, ‘Make it Rain’, byder på den klassiske Waits’ fornemmelse for salmeværdige melodier, der trods alt har holdt stand gennem hele livsværket.

Der er således langt mere ‘Down by Law’ end ‘Betty Nansen’ over det, og ‘Real Gone’ er en glimrende grund for gamle bitre fans til at hoppe med på vognen igen. Det er beat, så det basker!