Ugly Duckling
Ugly Duckling stammer fra Long Beach California og blev dannet i starten af halvfemserne, da G-funk hiphoppen dominerede østkysten og hitlisterne. Bandet består af de to MC’er Andy Cooper, Dizzy Dustin og DJ Young Einstein, stilen er tilbagelænet, humoristisk og jazzet. Efter en lang kamp op igennem undergrunden udgav de i 99 den kritikerroste EP “Fresh Mode”, som bl.a. gjorde det muligt for gruppen at turnere med The Roots, Black Eyed Peas, Del Tha Funky Homosapien, Kool Keith og Jurassic 5. De vandt bred anerkendelse hvilket medførte udgivelsen af deres debut album året efter.
Nu skriver vi 2004 og gruppens andet album betitlet ‘Taste the Secret’ er kommet i handlen. UD tilbyder ikke club bangers a la Timbaland, Neptunes eller Dr. Dre, men oldshoolism og et strøg af sarkasme. Pladen holdes oppe af de velkomponerede og stramme numre og beatsene er groovy, jazzede og behagelige, og godt krydret med DJ Einstens friske cuts.
Pladen er en slags temaplade, og fortæller historien om den kommercielle fast food kæde Meat Shake, dens kunder, ansatte og konkurrenten The Veggie-Hut. The Meat Shake præsenteres på numrene ‘Meatshake’, ‘Energy Drink’ og ‘The Drive-thru’, hvor stedets kødshakes beskrives. Der lægges afstand til The Veggie Hut og der anes en konfrontation mellem de to kæder. Ind imellem numrene er der små sarkastiske radiojingles, hvor der reklameres for lækre kødshakes.
Men ikke alle numre på pladen omhandler livet i meatshake koncernen. Nummeret ‘La Revolution’ handler om en mislykket revolution, en allegori over hip hop-industrien og ændernes egen placering i den. ‘Turn It Up’ er gruppens bedste bud på et hit, nummeret er en smule ordinært og mangler nogle interessante elementer, eksempelvis et loop, et riff eller et fedt hook. Derimod virker ‘Get ready’, der ligger på ekstra cd’en som følger med bonusudgaven, rigtig godt. Et fængende nummer med et simpelt og klokkeklart beat, og en synkoperet basgang. Et godt eksempel på at less is more.
Tekstuelt søger gruppen uden om de største klicheer og afholder sig fra den banden og svovlen, som de fleste rappere spytter om sig med. Ideen med at opbygge et fiktivt univers, hvori man lader pladens historie udfolde sig er god, og teksterne går godt i spænd med universet. Et univers som bringer minderne tilbage på gamle Hannah Barbera tegnefilm. Men rigtig interessant bliver det ikke. Tekstuelt formår gruppen ikke at rejse sig fra tegnefilmsniveauet og ud over humor og oldshoolism har ænderne ikke meget at byde på.
Resultatet i dette tilfælde er en utraditionel, sjov og behagelig plade, som ikke kræver særlig meget af sine lyttere. UD tager ikke sig selv så alvorligt, hvilket er et friskt alternativ på hiphop-scenen, men søger at underholde lytterne, hvilket også lykkedes til dels. Gruppens originalitet ligger i, at det er et oldschool hip hop band i en bling bling tidsalder. De forskellige sideløbende historier giver pladen en fin dynamik, men i længden bliver pladen for ensartet og en tand for barnlig; de grimme ællinger har pæne manerer men bliver i længden en tand for tandløse, og det minder om at høre den samme vittighed igen, og igen.