Jeff Parker

Det lækre design af coveret til Jeff Parkers album ‘The Relatives’ får én til at tænke på Dressman-reklamer med vejrbidte, midaldrende modeller, SAS in-flight-magazines og fødevareprodukter, der skulle være gode for ens tarmflora. Det er hyperlækkert, og indpakningen passer også til indholdet. Men nøjagtig ligesom hvedecornflakes, drikkeyoghurt og livstilsafstemt herreekvipering er det i al sin finesse og raffinement også bare halvkedeligt.

Fusion er en del af Parkers lyd, og selvom det er gjort diskret er der faktisk en stor variation i numrene. Fra Chad Taylors trommearbejde på ‘Mannerisms’, som bringer mindelser om punk eller indie, til Chris Lopes traditionelle walking bass på ‘When did you stop loving me …’
Men hvor en mand som Charlie Hunter, der ligesom Jeff Parker er guitarist, formår at fange sit publikum ved at drille dem og sætte noget på spil, er Jeff Parkers udgivelse for friseret og rykker ikke rigtig ved noget.

Sam Barsheshets Fender Rhodes-eksperimenter er fikse, jo jo, og musikalsk kan man ikke sætte en finger på noget. Det er et tight, lækkert produceret og et velkomponeret album fyldt med solide og originale kompositioner. Men, som der står i ‘Johannes Åbenbaring’: »Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm«. Og det er faktisk rigtigt nok. Jeff Parker er nok nærmest lunken. For det får man tre pladespillere.