Det skæve og langhårede familieforetagende Kings Of Leon fra Tennessee er aktuelle med deres svære album nummer to, ‘Aha Shake Heartbrek’. Et privat album, der blotlægger Followill-brødrenes inderste – for dét er de forpligtede til, mener lillebror Jared.
Opvæksten for Caleb, Nathan og Jared Followill, der sammen med fætteren Matthew Followill danner den aparte rockgruppe Kings Of Leon, var alt andet end skæv og langhåret. I en geografisk ramme bestående af området mellem Oklahoma City og Memphis voksede brødrene op til tonerne af kirkeorgel og faderens religiøse brandtaler i forskellige lokale kirker. For faderen var aktiv evangelist ‘on the road’, og børnene rejste med rundt i camperen.
Men det er ikke det religiøse, der præger udtrykket i dag, hvor Kings Of Leon giver los med sin karrikerede hillbilly-rock. Snarere intensiteten af et familieforetagende, der er så dybt personligt, at ærligheden kun kan undre én.
Den jordnære lillebror
Oven på debutalbummet oplevede Kings Of Leon en afsindig hype omkring sig. Hver især begyndte de at føle sig som andre personer, end dem de var, og distancen til det velkendte landområde i Tennessee og det dertil hørende liv var længere end nogensinde.
Den yngste bror, Jared, der gør sig som bassist i gruppen, var kun 16 år på det tidspunkt og ikke mindst for ham var det en vanvittig omvæltning. For han er et hjemmemenneske, det er der ingen tvivl om. Det første han fortæller i interviewet – ganske uopfordret – handler nemlig om de helt jordnære ting.
– Jeg har holdt en måneds ferie herhjemme nu. Jeg har brugt rigtig meget tid sammen med min mor og min kæreste især. Det har været så skønt. Vi har bare cruiset rundt i bil og nydt hinanden. Og så har min kæreste og jeg købt lejlighed sammen, siger han med en 17årigs stolthed i stemmen.
Man må vælge
Trods den unge alder virker Jared afklaret på en meget moden måde. Han ved godt, at han går glip af en masse ting, som hans jævnaldrende får afløb for i disse år, og han er ikke i tvivl om sin rolle i familieforetagendet.
– Jeg er den yngste, ja, men jeg føler en hvis kontrol med mig selv og situationerne. Jeg kører i min egen retning og forsøger at holde perspektivet klart. Det er jo bare et job, når det kommer til stykket. Et job, der i høj grad består af en falsk verden, hvor folk er sindssygt glade for at tage billeder af én. Det er et helt andet liv ‘på vejen’ og man må vælge. Jeg er ikke i tvivl. Jeg er et hjemmemenneske, der holder mere af de simple ting, fortæller han ganske roligt.
Men hjemmemenneske eller ej, Jared finder også det tætte turnéliv interessant. Det intense samvær med familien er ikke nyt i musikalske kredse, men for Jared er det berigende oplevelse at lære brødrene så godt at kende.
– Jeg elsker dem allesammen, men vi gennemgår nogle ret mærkelige faser sammen. Vi ser hinanden gro hele tiden, hvilket er virkelig interessant. Jeg tror også, det har været med til at modne os i endnu højere grad, siger Jared med en eftertænksom tøven.
En forpligtelse
Det personlige er tydeligvis nærværende hos Followill-familien, ikke blot under samtale, men også i det musikalske udtryk. På den svære nummer to-plade er følelserne og de private minder krænget ud i højere grad end før. Ifølge Jared er blottelsen nærmest en nødvendighed i forhold til gruppens fans.
– Det første album gik jo forrygende, så vi fik ret frie tøjler af selskabet i denne omgang. Og at vi bruger så mange barndomsminder og private hændelser er simpelthen et udtryk for vores forpligtelse overfor vores fans. Folk har hilst på os, så at sige, nu skal de lære os at kende, filosoferer den unge Followill, der glæder sig usigeligt til endnu en tur rundt i verden.
Inderst inde ser han dog mest frem til at komme hjem igen. Hjem til det rigtige liv.