Alog

Sæt den på, sæt dig godt til rette, lyt den igennem og start den så forfra. Fornøjelsen ved musikken kommer ikke til lytteren af sig selv, når et af Norges mest interessante bands laver musik. Som lytter må man selv udføre sin del af arbejdet. Således kan de ofte lange repetitive forløb ved første gennemlyt virke intetsigende, men for den opmærksomme og tålmodige lytter vil albummet åbne sig, og de små nuancer og forceringer i musikken vil blive tydelige og værdsatte. Samtidig får repetitionerne en næsten hypnotisk effekt.

Genremæssigt befinder vi os i et spændingsfelt mellem postrock og electronica, hvor udsvingene er små, men hvor man omvendt aldrig helt ved, hvad der gemmer sig lige om hjørnet. Gang på gang opklipper Alog de postrockede forløb og omstrukturerer dem med en beundringsværdig finesse. Den aldrig forcerede brug af støj, giver automatisk associationer til folk som Fennesz, og i det hele taget kunne ‘Miniatures’ godt beskrives som en blanding af dennes støjarbejder og Steve Reichs minimale kompositioner.

Det er efterhånden en godt brugt kliché i musikanmeldelser, at “man tages med ud på en rejsen”, men ikke desto mindre er det tilfældet hér. Giver man sig for alvor hen til Alogs univers, vil man undres over de mange sanseindtryk, der i kraft af deres ikke pågående eksistens, får en endnu voldsommere effekt. Filmen knækker desværre en anelse mod albummets slutning, men det ændrer ikke ved, at når man som lytter har gjort sin del af arbejdet, ja så får man også sin belønning.