Green Concorde
‘9-song Split’ er noget så besynderligt som en EP, hvorpå to vidt forskellige grupper er blevet enige om at dele plads, nemlig Green Concorde og We vs Death. Et sjældent koncept, der ikke bliver mindre opsigtsvækkende af at grupperne kommer fra hvert sit land; Green Concorde er fra Danmark og We vs Death fra Holland. Det kunne jo godt lugte lidt af spidsfindige musikalske eksperimenter, men det gør det ikke. Filosofien bygger på noble aftaler mellem de involverede selskaber og distributører om at udbrede håndplukkede perler på tværs af grænser. Dét og så selvfølgelig den anseelige pladsbesparelse.
Green Concorde er i repræsentativt overtal med seks numre mod We vs Death’s tre, og det er en god fordeling. Danskerne leverer langt den lækreste vare på udgivelsen, selvom stilen efterhånden er … velkendt, også i vores egne. Udtrykket er upåklageligt, skødesløst og mystisk og uudgrundeligt på den dér ‘nøj hvor er det cool og underspillet’-måde. Ikke til at skyde igennem. Men superoriginalt, det er det ikke.
Ikke desto mindre er der knald på i Green Concordes ende af udgivelsen. Bag en smågruset, men absolut klædelig produktion af Mr. Q fra Tiger Tunes finder man noget af det mere velspillede og temperamentsfulde indierock længe. Og selvom lyden virker skrabet ind i mellem, bliver man evigt overrasket af gruppens evne til at fylde smalle lydrum. Melodier og temaer er håndgribelige faktorer i Green Concordes univers og er konstant udsat for spændende omrokering.
Bedst som man står i vejkanten ude i ingenting og tror, at man skal drukne i støvet guitar og poesi, bliver man hentet af den grønne Concorde og fløjet til midten af en vanvittig storby, hvor trommerne pumper på hvert hjørne. Det er en evigt skiftende lydparade, ganske imponerende endda, men også en anelse filtret. Heldigvis ikke nok til at de gode idéer ikke kan få frit løb.
Figurines er ofte blevet nævnt i samme åndedrag som Green Concorde, og der er da også klare referencer. Men på sin vis er der mere attitude hos Green Concorde, en løssluppen energi, som gruppen har manøvreret dybere ned i strukturen, og resultatet er en del mere udfordrende end hos mange i den genre.