Roots Manuva
Der er gået næsten 4 år siden milepælen ‘Run Come Save Me’. Pladen solgte over 100.000 eksemplarer i England og blev nomineret til den prominente britiske Mercury Award. Den lange ventetid har hævet forventningerne, mens Manuva i mellemtiden har gravet dybt ned til sine musikalske rødder. Resultatet foreligger på ‘Awfully Deep’, som må indfri ethvert ønske man kunne have.
Titlen ‘Awfully Deep’ refererer til Manuvas første store kærlighed. Siden den unge Smith for første gang hørte et soundsystem har han været betaget af denne lyd. Den følelse, som han mærkede for første gang i den lokale skatepark, prøver han at genskabe i sine produktioner. Lyden skal ikke bare være tung og aggressiv, men fyldig, blød og varm. På ‘Awfully Deep’ høster Manuva frugten af de frø han såede på ‘Run Come Save Me’, og det føles som om han aldrig har været væk.
Manuva disker op med 51 minutters lækkerier. Produktionerne spænder over rytmebaserede og melodiske numre med lag på lag af dybe baslinier, synthesizer klingende elementer og mystiske blippende bloplyde. Den dybe lyd rammer noget dybt inde i nervecentret, der giver lytteren en fuldstændig spontan lyst til at bevæge sig; danse, hoppe, vippe, nikke eller hvad ens motorik nu tillader.
Pladen er velkomponeret og afbalanceret. Den falder i tre dele som markeres af numrene ‘Cause for Pause …’ 1 og 2. Små intermezzoer der indikerer musikalske skift, og som er med til at give pladen en indledning, midte og afslutning. Pladen er kompakt stiger gradvist i intensitet og truer nærmest med at eksplodere på de midterste uptempo numre ‘Rebel Heart’, ‘Chin High’ og ‘Babylon Medicine’. Specielt ‘Chin High’ er en booster af et nummer om at møde livets udfordringer med rejst pande og et mantra-klingende omkvæd, der går rent ind på lystavlen “Chin high, puffed chest, we step right to it/ The choice is there ain’t no choice but to pursue it.” Mod slutningen lukker Manuva noget af luften af ballonen og slutter af med en buldrende lydmur, en elegant blød landing efter en intensiv musikalsk himmelflugt.
Med sin karakteristiske dybe stemme og britiske/jamaicanske accent ledsager han de dybe toner, halvt syngende halvt rappende med en lyrisk tyngde, der passer som hånd i handske. Vokalen går klart igennem og de eksperimenterende elementer, som man så spor af på ‘Run Come Save Me’, er afløst af en mere enkel og gennemført stil, hvilket han udnytter til det yderste. Teksterne er i den dybe ende af bassinet, poetiske og insisterende oftest selvreferentielle. Man fornemmer rimenes kvalitet før, at man har afkodet, hvad det egentlig handler om. Det er poetisk, flabet og godt.
Roots Manuva opfinder ikke ligefrem den dybe tallerken på den nye plade. Den ligger i logisk forlængelse af ‘Run Come Save Me’. Man møder en mindre progressiv Manuva, men til gengæld virker han mere voksen og musikalsk fuldkommen. Pladen hænger bedre sammen end hans foregående. Roots Manuvas stil er helt unik, og med ‘Awfully Deep’ viser han for alvor, hvor skabet skal stå.