The Kills

En britisk knægt og en amerikansk superbabe. Så har vi kærlighedsballaden, og en beskidt rock’n’blues opstår. Boy/girl-duoen The Kills udsender med andet album, ‘No Wow’, flere sange i den støvede blues-punk-rock-inspirerede stil, de så suverænt begik på ‘Keep On Your Mean Side’.

Det er en følelse af “the blues” i et moderne storbys univers, der fungerer som et varemærke for The Kills. En desperations-følelse, som de har hentet i et åndeligt slægtskab med især Velvet Underground og Polly Jean Harvey.

The Kills har også lært sig at synge tostemmigt, som vennerne i The Raveonettes, men når The Kills synger for, er tonen knap så skønsangs harmonisk. Dog befinder vi os stadig i et univers af dreven coolness med himmelvendte mascaraøjne, hvor en tung sløvhed kommer rasende ud med The Kills’ lige på toner.

Trods det cool univers og det fantastiske fortløbende album har The Kills ikke rigtigt været i nærheden af, hvad de præsterede med tidligere sange. I stedet løber sangene på ‘No Wow’ mest omkring sig selv med enkelte undtagelser i ‘Rodeo Town’ og ‘Ticket Man’, hvor The Kills igen har forenet gode melodier med coolness.