The Mars Volta

Med tre sange på over tolv minutter, tekster på henholdsvis spansk og engelsk og sangtitler på latin har amerikanske The Mars Volta endnu engang positioneret sig, som langt det mest ambitiøse og interessante levn fra postrock/hardcore-bandet At The Drive-In, der efter det fremragende album ‘Relationship Of Command’ valgte at gå i opløsning.

I forhold til debuten ‘De-Loused In The Comatorium’, som lystigt blandede emo og hardcore med psykedelisk rock og en art jazz, er ‘Frances The Mute’ således en mere krævende affære, som dog betaler lytteren godt, hvis man bliver i hængende i de knap 80 minutter albummet varer.

Tag bare det absolutte højdepunkt, den kuriøst betitlede ‘Cassandra Gemini’, som indtræffer efter godt tre kvarters spilletid og reelt først slutter 25 minutter og et utal af vridende guitarsoli, hæsblæsende trommerytmer og balstyriske operaskrig senere! Det er prætentiøst som ind i helvelde. Men det er også moderne progressiv rock, når det er bedst. Storladent og grænsenedbrydende.

Og så fred være med, at ikke alle eksperimenter lykkes lige godt for The Mars Volta, som fra tid til anden sætter musikken lidt for meget på sleep-mode og lader lytteren sejle rundt i en grumset dis af sløv psykedelika og underlige, udefinerbare lyde.

For sålænge bare halvdelen af bandets vanvidsrock lykkes, kan man ikke andet end påskønne, at der findes et så komprisløst band, som tør være så meget sig selv, at ord som “medløber” og “modefænomen” vil være tordnende urimelige at klæbe på The Mars Volta. Og det gør det. Gudskelov.