Extol

Det er kun få år siden, at ordene Norge og Metal i samme sætning automatisk affødte associationer til kirkeafbrændinger, spidse guitarer, grotesk store piggearmbånd og ansigtsmaling, der ville få selv King Diamond til at forsvinde i mængden.
Black Metal var, i hvert fald i pressen, konge, og mere eller mindre enehersker på den norske metalscene. Det kom der nogle fantastiske bands ud af, som Emperor, Dimmu Borgir og Burzum, og så en masse mere eller mindre tåbelige bands.

Men her på det sidste er der begyndt at komme tegn på, at Norge er i stand til at føde andet end meget sure unge mænd med navne som Hellhammer, der kan lide at spille hurtigt og skrive sange om satan. For et par måneder siden udgav norske Tristania albummet ‘Ashes’, der sine steder på glimrende vis blandede melankolsk doom, progressiv dødsmetal og episk-symfonisk metal. Nu er turen kommet til Extol, der med deres nye, og fjerde album meget vel kunne tage det endelige skridt ind i metalverdenens bevidsthed.

Nordmændene har hidtil spillet en teknisk kompliceret variant af dødsmetal, men med ‘Blueprint’ har de efterladt dødsmetallen, bevaret det tekniske og fundet frem til et ret unikt udtryk, der balancerer mellem progressiv rock og alternativ metal.

Med deres brug af store massive guitarflader påkalder de sig hist og her Deftones abstrakte variant af psykedelisk moderne metal. Men samtidig benytter de sig i udpræget grad af komplekse rytmer og sangstrukturer samt en højspændt pathos, som du både kan finde hos Radiohead og Dream Theater.

Spændingen mellem disse to egentlig modstridende retninger i musikken giver, når det fungerer, nerve og intensitet til udtrykket. Og ‘Blueprint’ har en tre fire af de sjældne, magiske øjeblikke, hvor man spontant holder op med at trække vejret og næsten bliver ét med musikken, som i det utroligt smukke åbningsnummer, ‘Gloriana’, hvor Peter Espevolls vokal fungerer perfekt.

Men samtidig er det tydeligt, at Extol med ‘Blueprint’ har åbnet døren til et helt nyt musikalsk rum, og visse steder snubler de lidt over dørtærsklen på vejen ind og forfalder enten til for meget komplekst nørderi, eller omkvæd, der er en tand for banale.
Det er som om de to sider af ligningen ikke helt stemmer overens hele tiden, og visse af numrene bliver derfor lidt noget rod med nogle helt sublime øjeblikke midt i det hele.