13 & god (the Notwist & themselves)
Nu, næsten tyve år efter mødet mellem Aerosmith og Run-D.M.C. i den legendariske genre-‘battle’ ‘Walk this Way’ er der stadig verdner til forskel på rocken og hiphoppen. Det potente genremiks blev stærkt markeret med soundtracket til filmen ‘Judgement Night’ i 1993 og udviklede sig i løbet af halvfemserne med bands som Beastie Boys, Anthrax, Biohazard, Ice T & Bodycount, Rage against the Machine og Limp Bizkit. Blandingsforsøgende har dog oftest været grundlæggende forankret i den ene eller den anden lejr, rock med rap eller hiphop med rockguitar, rap i verset og sang i omkvædet.
Igennem de senere år har der været flere forsøg på at få mere radikale nye former ud af genre-sammensmeltningerne, ikke mindst med den stadig afsøgende elektroniske scene som brobygger. Samarbejdsprojektet mellem amerikanske Themselves og tyske the Notwist, ’13 & God’ er et godt eksempel på et forfriskende favntag i den retning. På den ene side står den amerikanske hiphop-gruppe, bestående af Adam ‘Doseone’ Drucker (også kendt fra cLOUDDEAD), Jeffery ‘Jel’ Logan og Dax Pierson fra label-kollektivet Anticon, der normalt laver abstrakt alternativ hiphop i den dystre afdeling og da også står for den mere mørke og uheldsbetonede side af nærværende album. På den anden side står de tyske indietronica-mestre, der op gennem halvfemserne i excellerede i det små med amerikansk inspireret indie-rock og punk, og med albummet ‘Shrink’ fra 1998 tog et skridt i elektronisk retning, som de fuldbyrdede med mesterværket Neon Golden i 2002.
Trods deres forskellige udgangspunkter er samarbejdet mellem de to grupper resulteret i et bemærkelsesværdig helstøbt album, der holder en konstant stemning i balancen mellem det direkte dystre og det mere følsomt melankolske, som også prægede the Notwists seneste album. Det pibler i utallige retninger, men samtlige elementer, de lette klaverstykker og horn, de truende synths, den underliggende, knasende støj, de varierede beats, den flydende melodiske skønsang og de elegante rapflows spiller stærkt sammen i den fokuserede produktion. Lyden er unik og enkelte af de dynamiske numre vokser sig hurtigt til noget der ligner klassiker-status. Ikke mindst singleudspillet ‘Men of Station’, der byder på et glædeligt genhør med Markus Achers vokal i fuld flor, og ‘Perfect Speed’ med sine intense beskidte og storladne beats.
Samtidig er der tydeligvis også tale om en lyd i støbeskeen, og en lyd som er blevet fremelsket i en stærkt eksperimenterende ånd. Visse steder fortoner den musikalske udforskning sig i det indadvendte og lader lytteren lidt ude af den store sammenhæng. De store melodiske stykker stikker dog stærkt frem imellem de mere monotone, og i sidste ende står det klart, at både rocken og hiphoppen kan glæde sig over det lovende møde mellem de to genrer i det elektronisk krydsfelt.