Emil de Waal

Danmarks måske mest arbejdsomme trommeslager er gået en størrelse op, og har udgivet sit første album som soloartist. 9 lydstykker vokser ud af den plane lydflades hvide støj, bliver et mere markant relief, forsvinder hvor de kom fra og dukker op igen med andre. Nogle gange simple, nærmest banale, melodier, indtil man er ganske udkørt af nye indtryk.

Pladen er en sælsom, men lykkelig, blanding af en meget rå lyd og en mere klassisk forfinet tone med instrumenter og elektronik i begge ringhjørner. Den er overvejende bygget op omkring de Waals trommer, som både den vigtigste part af rytmesektionen, og som selvstændigt instrument.

Trommeprofessoren får assistance af Gustav Ljunggren, hjemme fra Band Mrazem, der som sædvanlig spiller på noget forskelligt, samt Søren Kjærgaard på keyboard og Rhodes. Marna Rosenfeld bestyrer turntables ad hoc, og Frederik Lundin er på tenorsaxofon og basfløjte.

“Plus” er interessant, entutiastisk, kompliceret, stram og utrolig spændstig. Den er hverken tynget af berøringsangst mellem genrer, fantasiløshed eller kedelige B-stykker og det er en pligt at høre Plus mindst én gang. Det er tilmed tilladt, at pisse bare en anelse i bukserne, i ærefrygt over kombinationen af en så både cool og fyldig udgivelse.

Til sidst tildeles der kip med flaget for et tiptop coverdesign, hvor det gennemgående er jazzmusikerens kansasdragt, der pryder billedet: Det sorte jakkesæt. Enkelt og smukt.