Maximo Park
Det vælter frem med spændende engelske rockbands for øjeblikket. Ikke siden Oasis, Suede, Blur og Pulp sloges om britpoppens førerhjul i midten af 90’erne, har så mange cockneyengelske gloser ramt de danske kyster. Takket være bands som London-kvartetten Bloc Party, Sunderland-ensemblet The Futureheads og Leeds-gruppen Kaiser Chiefs.
Nu får vi imidlertid endnu et slagsen, denne gang fra Newcastle. Maxïmo Park har sat de nordengelske sejl ud efter den stærkt iørefaldende popmelodi med små stænk af fordums punk og rock. Og vinden er tilsyneladende med kvintetten.
Bandets debut, ‘A Certain Trigger’, er mildest talt opløftende at lægge ører til. Her er ingen opstoppernæser eller juvelbegærlig upper class at støde hovedet imod, men derimod 13 veloplagte og uprætentiøse garagepop-sange, skåret over et humoristisk og selvironisk snit, der må smilet frem på selv de mest generte bisser.
Hvem af alle raske ungkarle kan f.eks. sige sig fri for ikke at have tænkt ligesom forsanger Paul Smith, når han i ‘Apply Some Pressure’ synger: “You Know That I Would Love To See You In That Dress / You Know That I Would Love To See You Undressed”.
Finten ved Maxïmo Park er imidlertid, at tingene aldrig bliver for platte. Bevares, det bevæger sig på grænsen enkle steder. Men kvintetten har heldigvis et godt tag om eftertænksomheden, hvilket kommer såvel teksterne som musikken til gode.
Det er albummets højdepunkt, ‘The Coast Is Always Changing’, et herligt vidnesbyrd på. Her synger Smith om kunsten at finde sjælero, når kysten altid ændrer sig, mens guitarene bryder ud i bidende og alvorsfulde toner. Så ved man med eftertryk, hvad han taler om.
Selvom kuldet af nye britiske rockbands snart overstiger mere, end en almindelig kattemor kan klare, bør Maxïmo Park derfor også være sikret en plads helt fremme blandt de forreste i geleddet. Det fortjener de.