Meshuggah – satan-jazz
Der er ikke så mange, der ved det. Men Meshuggah spiller ikke metal. De er i virkeligheden et jazz-band – verdens ondeste og mest abstrakte jazz-band. Tanken var i hvert fald nem at få i går, da Umeå’s udvalgte gav en lektion i hjernelapnedsmeltende rytmiske raffinementer, skalanedbrydende solier og guitarriffs, der mest af alt lyder til at være inspireret af kvantemekanikkens firedimensionelle rumforestilling.
Én ting stod klart: Meshuggah er grundlæggende den tighteste ting siden hotpants, og man var som publikum decideret hypnotiseret af den præcision, med hvilken bandet eksekverede deres materiale. Men for satan, hvor er det svært at headbange i 13 ottendedele, 21 sekstendele, og hvad Meshuggah nu ellers begiver sig ud i at skrive numre i. Man havde mest lyst til at vende sig om mod sidemanden og diskret spørge: ‘undskyld, de skulle vel ikke vide, hvor 1-slaget er?’
Den helt store forskel fra Meshuggahs koncert på sidste års Roskilde-festival var, at vi denne aften havde dem i et lukket, mørkt lokale – og det er sådan man skal høre Meshuggah, specielt fordi deres lyd med 8-strengede! Guitarer er så bastung, at den gør sig meget bedre i et mindre lokale.
Et af højdepunkterne var en sublim udgave af det over 13 minutter lange ‘In Death is Death’ fra deres nye udspil, ‘Catch 33 – et nummer, der nok markerer bandets hidtil mest konsekvente opløsning af al traditionel harmonik og rytmiske strukturer. Men den største publikumrespons var gemt til sidst, da Meshuggah gav en ikke mindre ærefrygtindgydende udgave af klassikeren, ‘Future Breed Machine’ fra ‘Destroy Erase Improve’.
Hvis man skal være lidt hård, så er Meshuggah i sidste ende ikke specielt interessante på en scene rent visuelt. Sanger Jens Kidman bruger det meste af sin tid på at husere på scenen som en middelalderlig hustyran pumpet fuld af bedøvende midler, og udover den obligatoriske headbanging (som de åbenbart godt kan finde ud at gøre i taktarter fra helvede) så har resten af bandet mere end rigeligt at gøre med at udføre deres sadistsike kunst. Til gengæld fik man en lytteoplevelse af de helt store. Bukserne blafrede, ørene var presset til bristepunktet og kæben befandt sig i gulvhøjde under det meste af koncerten.
Tre hurra for satan-jazz!