Roskilde 05: Green Pitch – melankolsk dagligstuestil

Invitationen blev aldrig påtrængende, da den københavnske trio Green Pitch med venner lod lokkende og nænsomme toner sive ud af Pavilion Junior-teltet sidst på eftermiddagen. I stille og rolig daglistuestil leverede de fem dygtige musikere siddende deres overbevisende opvisning i superharmonisk rock og americana med guitarkrøller. Og selvom den afdæmpede optræden ikke ligefrem henrykkede det sparsomme publikum, kunne man alligevel fornemme fryden forplante sig.

Bandet spillede en stribe stærke sange fra forårets roste debutalbum ‘Ace of Hearts’, tilføjet et par ældre jokere. Og det var hovedsagligt i de genkendelige passager, hvor Rex Garfields ømt velsignede stemme krydsedes med Kristian Finne Kristensen dybe anden-vokal, at opmærksomheden var sikret. Samtiddig leverede guitaristen og sangskriveren Ste Rasch, der spillede sig gennem hele fire guitarer, en fin blå tråd gennem koncerten med et stort melodisk overskud. Ved siden af trioens faste besætning føjede Michael Brandt elegant nedbarberede trommer og Moogie Johnson lækker lapsteel og orgel til det harmoniske lydbillede.

Den gennemgående melankolske grundtone og det halvdovne groove blev skarpt brudt op med koncertens flotte kulmination i ét krystalklart øjeblik, hvor sliden gled op og kælede for de høje toner og Ste’s ellers afdæmpede guitar blev revet op i distortion-feltet. Faktisk virkede de som et band, der kunne det hele, trods de begrænsede odds på den brede scene i dagslys.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af