Spot 11: Tina Dickow – svære odds for intimiteten

Ridehuset oplevede, som så mange andre Spot-koncerter, noget af en folkevandring, da den lokale heltinde Tina Dickow gik på scenen. Stedet var godt fyldt op fra starten, men en del mente, at de havde set giraffen efter et par numre og søgte mod nye scener.

Det gav en del uro blandt det i forvejen småsnakkende publikum, og det var ikke de bedste vilkår for Dickows lidt fine og skrøbelige sange. De blev ellers stærkt fremført af et velspillende band med Dennis Ahlgren som den absolutte inspirator. Hver tone fra hans hånd bliver spillet med en intensitet, som var det den sidste koncert nogensinde, og det er en fornøjelse at se en spilleglæde, der er så stor.

Repertoiret bestod blandt andet af en del nye sange, som efter alt at dømme vil være at finde på Dickows nye album, og selvom alle havde fine momenter, var det lidt solstegte publikum ikke helt oppe at ringe. Det var de til gengæld, da flere af de stærke numre fra Notes blev spillet, og specielt ‘Warm Sand’ fik en god modtagelse.

Ridehuset, som flittigt bliver brugt til de større Spotnavne, var dog ikke det hele rigtige sted for de nedbarberede sange, hvor bandet spillede løst og lavmælt. Her tog snakken hos publikum til, og gjorde det ind imellem svært at koncentrere sig om de små nuancer. Det efterlod en lidt tom fornemmelse af noget, der kunne have været stort, men aldrig rigtig blev det. Oddsene var også svære med et kræsent publikum, der helst ville høre kendte numre og et spillested, der ikke giver meget plads til intimitet, selvom Tina Dickow og band gjorde en hæderlig indsats.