Mimas

Så sidder man i den brændende slipstrøm fra endnu en festival, pletvist skoldet og med svedne sanser, og kan pludselig mærke vinteren komme. Den fyger fra højtalerne i små melodiske kaskader, daler som kold aske i stuen og lægger sig som et kølende lag på den varme hud. Det dulmer for en stund.

Jo, århusianske Mimas har styr på den mørke årstid og på den fire numre lange EP ‘Hands Will Carry’ er der ikke langt mellem stilfærdige fnug og lokale snestorme. Og heller ikke langt mellem Århus og Island, for det er næsten umuligt ikke at trække en linje til nordlys-mændene i Sigur Rós. Mimas navigerer under samme storladne himmel, men aldrig helt så skråsikkert som øboerne. Mere famlende. Med hænderne foran ansigtet i den tætte tåge.

Men der er jo også noget smukt ved det at være vildfaren i natten, og på en ganske sart måde formår kvintetten at stable en interessant atmosfære på benene. Et landskab af nøgne træer og blege horisonter, der fortættes af frossen poesi og gravalvorlig søvngængerrock. Det er kraftfuldt og elegant, og man bliver på isnende vis mindet om, hvor melankolsk og råt klimaet kan være på disse kanter.

Så at det pludselig blev vinter, det gør ikke noget. For det er en fin vinter, tung, men alligevel skrøbelig. I dens midte står Mimas med hjertet i hænderne og stirrer på stjernerne. Og det skal de bare blive ved med.