Roskilde 05: Mikael Simpson & Sølvstorm – fra dåsen de andre ikke kan nå
“Hold kæft, jeg er glad for, at det her ikke er Orange scene. Jeg er ved at skide i bukserne bare af at stå her,” pustede Mikael Simpson få øjeblikke inde i koncerten.
Der var vist heller ikke nogen tvivl fra publikums side. Om nervernes rasen gennem de første par numre, om den pludselige følelse af at stå absolut i centrum, man kan jo næsten se svedperlerne hænge som perler på femtedagsskægstubbene. Sådan er det jo, det forstår de fleste på Roskilde. Vi ved godt, at vi fylder meget foran scenen og laver en helvedes larm. Men hvad der var lige så let at spotte hos landets lydfilosof nummer et, var den afsindige glæde ved at stå deroppe i lyskeglerne. Foran os. Sådan en følelse kan, forplantet i den rette krop, sprede sig med nogenlunde samme hastighed som en afrikansk junglevirus. Og det var præcis, hvad der skete. Vi blev smittet som bare fanden.
Dels af Simpsons fine tekster, der i al sin fintfølenhed rundede alt lige fra Pia K. og fristaden til kæmpe kærestesorger og måden at håndtere en sommer på. Og dels hans for mange uventede evne til at krænge sjælen ud over scenekanten og direkte ind i publikums inderste. Blot for at hænge fast derinde som en sjælden showman, der virkelig mener, hvad han siger, og gør det uden at svøbe det ind i alt muligt popsmart pladder. Og den slags kræver som bekendt, at man er af en vis støbning.
Men den store styrke skal ikke findes hos ham alene. Det, der for alvor placerede denne koncert på dette års højeste piedestal, skal findes i det store billede. For i selskab med et band som Sølvstorm, skete der et eller andet med Simpsons ideer. Hvor de før bare var godt gammeldags fremragende, blev de pludselig mere end fantastiske. Og hvor der før bare var veltempereret dub og akustisk guitar, var der pludselig knaldhård elektro og gennemsolid støjrock i skøn forening med opfindsomheden selv. Det var lutter lækkerier fra den magiske dåse oven på skabet i lydkøkkenet, den man kun sjældent får lov at snuppe noget fra, og som rigtigt mange musikere har for korte arme til at nå.