Peter Laugesen & Singvogel

I coveret til ‘Apparatets skygge’ anbefales det at holde pause godt halvvejs gennem albummets ti numre, ‘som om der var tale om en grammofonplade, der skulle vendes’. En utraditionel henvendelse til publikum, der siger mere, end man umiddelbart regner med omkring music’n’poetry-samarbejdet mellem den gode Århus-digter Peter Laugesen og Singvogel.

Først og fremmest udgør grammofonpladen et glimrende billede af stemningen. Man bliver fra første tone flået omkring 30 år tilbage i tiden. Tilbage til en tilrøget rockklub tæt på lukketid, hvor digteren i Jim Morrison-positur har set sit snit til at gribe efter ordene mellem de sidste skramlende toner, mens blomsterbørnene udenfor taber det sidste kronblad til fordel for åndelige tømmermænd og dertilhørende dekadent verdensransagelse. For slet ikke at tale om fremtidsudsigterne og alt det midt i mellem, der også kræver sine overvejelser.

Jo, her er en mand, der har været med længe, en mand, der har set lidt af hvert på vej gennem sine nætter og har dannet sig en mening. Og den bliver i al sin lyriske væren fremført så klangmæssigt autentisk, at det ind imellem er svært at tro, at man ikke sidder og lytter til netop en gammel grammofonplade.

Men selvfølgelig har også Singvogels helstøbte, men abrupte rock, noget at sige. Som en skramlende rodekasse, der udover det sædvanlige blandt andet indeholder trækbasun, basklarinet og forskellige syntetiske lydfragmenter, giver kvartetten et fremragende eksempel på, at musik sagtens kan være progressiv, selvom dens egentlige rolle i dette tilfælde er at danne bagtæppe for ordene. Til tider er det åbenlyst, at i hvert fald ét af medlemmerne har både Kaizers Orchestra og Tom Waits stående på hylden derhjemme, hvilket må betegnes som værende meget positivt.

Og for at vende tilbage til grammofonpladen. Det er faktisk ikke noget dårligt tip, Laugesen og Singvogel her giver lytteren. Hvis man vil have det fulde udbytte af digtene, må man, trods det naturlige slægtskab, erkende afstanden til traditionelle sangtekster og give ordene mere tid og plads. En pause halvvejs er en udmærket løsning. En forudsætning er selvfølgelig, at man skal være villig til at trykke på stopknappen undervejs, og det kan godt være svært i dette tilfælde.