Electrelane – glædesløse krauttøser

Skal man græde eller grine, le eller tude? Det var svært at finde en grimasse, der kunne passe til aftenens forestilling. Besøget var ellers over alt forventning på denne tirsdag aften, hvor efterårsferien sikkert gjorde sit til, at Loppen var 3/4 fyldt. Det virkede da også som om, at mange yngre studerende havde valgt at tilbringe aftenen i kvindeligt selskab med engelske Electrelane.

Vidste man ikke bedre, kunne det se ud som om, at det netop var fire studerende, som trådte ind på Loppens lille scene og tog instrumenterne på. Pigerne i den engelske krautpop-gruppe ser (stadig) meget unge ud, men det gjorde dem bestemt ikke mindre populære blandt aftens publikum, der hujede og heppede dem frem både under og mellem numrene.

Alligevel virkede det som om, at de fire englændere ikke rigtig var til stede. Den musikalske stil som konstant svinger op og ned i tempo indbyder ellers om noget til indlevelse og kropslige udbrud og udskejelser. Men pigerne virkede tilbageholdte, nærmest afventende og indelukkede, og det smittede af.

Electrelane spiller nærmest fornærmende utight og kan til tider virke som om, at de er i gang med at øve sangene. Men det er faktisk samtidig det, der gør bandet ganske charmerende. Sangene pumper derudaf i ofte halsbrækkende fart for dernæst at falde pludseligt i tempo og næsten gå helt i stå.

Bandets sange er næsten (for) ens i opbygning, og det efterlader én med følelsen af, at man hele tiden ved, hvad der vil ske. Kun keyboardspiller mm. og sanger Verity Susmans skift rundt mellem instrumenterne og hendes glimtvise vokale – nærmest messende – udbrud udgjorde øjeblikke, der trak musikken væk fra at forfalde til tæt på stilstand.

Netop Susman udgør tydeligvis både knudepunktet og modhagen for Electrelane. Det er hende, som slår takten an, og som de andre vender sig imod og læner sig op ad. Her kunne man ønske mere modspil mellem musikerne. Til gengæld er det en fornøjelse at se den måde, som Susman behersker især klaveret på. Hun spiller på det, som var det nærmest klassisk musik, der udsættes for nyfortolkning. Dernæst griber hun saxofonen og spiller udsyrede skalaer i den glimrende ‘Gone Darker’, som med det samplede tog hamrende ud af højtalerne var aftens højdepunkt.

Efter lidt mere end en times koncert, med sange fra især den seneste plade ‘Axes’, og to ekstra numre, havde de engelske piger leveret varen men bestemt heller ikke mere end det. Slår de sig mere løs og lader sig overgive, især når publikum er med hele vejen, så kan den skramlede krautpop blive en langt større og mere charmerende fornøjelse.