Oasis – som en tom kondomskuffe
Hvor er det let at være Oasis. De har bagkataloget fuld af fuldblods rock-klassikere, fadøl-sing-a-longs, som alle tripper efter at synge med på. De skal bare kravle op på scenen og trykke på cruise control-knappen, så er festen sikret.
Det var også tilfældet i Valbyhallen, hvor briterne venligt ignorerede deres senere svage albums og primært fokuserede på sangene fra debuten ‘Definitely Maybe’ og det egentlige gennembrud ‘(What’s the Story) Morning Glory?’. Der opstod ren bodega-stemning og landskamp-sammenhold, når perler som ‘Cigarettes and Alcohol’, ‘Live Forever’, ‘Wonderwall’, ‘Don’t Look Back in Anger’ og ‘Champagne Supernova’ bragede ud over det begejstrede publikum.
Der var intet spektakulært over leveringen. Gråvejs-attitude og uforståelig mumle-grynt mellem sangene. Men Gallagher-brødrene lignede sig selv. Liam med opknappet skjorte, hænderne på ryggen og flabet foroverbøjet. Noel på sidelinjen som storebror og dirigent. Hvad de mangler i eventyrlyst, har de i integritet. De prøver stadig bare at være verdens bedste rockband, og deres største hits er som skabt til stadion-koncerter. Det var én af de aftener, hvor hver og én i den store stygge hal strakte sig på tåspidser for at komme nærmere mikrofonen og skrålede med på omkvædene, så lungerne blafrede.
Men så er der jo lige det der med, at Oasis selvfølgelig ikke er interesseret i blot at turnere verden med ti år gamle hits. De har stadig kreative ambitioner, så Valbyhallen måtte sluge en pæn portion materiale fra gruppens nye album ‘Don’t Believe the Truth’. Og den gled ikke let ned. Selv om de yngre publikummer viste behersket begejstring, og singlen ‘Layla’ retfærdigvis ikke er ueffen, så gik der decideret dødvande i den, når de nye sange blev luftet.
Specielt fordi Oasis valgte at fyre to af dem af blandt ekstranumrene, inden de sluttede med en malplaceret, energi-drænet cover-version af ‘My Generation’. Bollocks. Brødrene har øjensynligt ikke deltaget i ‘Rockstar 1.01’ på Manchesters aftenskole. En koncert bygger op til et klimaks. OP, drenge. Sikke en fuser. Som en tom kondomskuffe, når trangen er størst.
Det er et bittert faktum, når folk hellere vil høre dine klassikere, end dine kære nyfødte kreationer. Men sådan var virkeligheden denne aften. Hvor er det svært at være Oasis.