Pieta Brown

Fra den selvbetitlede debut fra 2002 brusede og bragede Pieta Browns blues-folk igennem højttalerne. Fyldt med ungdommelig udforsken og en gammel mands visdom, så man blev varm om hjertet og våd i skødet. Det har hun ikke formået siden – hverken på efterfølgeren ‘I never told’ eller det forhåndenværende nye album ‘In the Cool’. 27 år gammel og klar med tredje udgivelse er kanske lige hurtigt nok for Miss Brown.

Inspirationen fra Bobbie Gentry, Linda Ronstadt, Lucinda Williams, Sheryl Crow og sågar Dylan, som han lyder på ‘Blood on the Tracks’ og ‘Highway 61 revisited’, er ikke til at komme uden om. Desværre lader Brown sig i alt for høj grad nøjes med det. I stedet for at insistere, slås og overbevise er ‘In the cool’ alt for mange steder et forsøg på at liste tørskoet over floden, uden at nogen bemærker det. Det er således endt med et på mange måder bovlamt forsøg på at kopiere forbillederne, og kun glimtvis får man lov at føle den strøm af blodvædede bekendelser og syndsforladelser i folkmusikkens almægtige navn, som man med rette kunne have håbet på.

Ikke mange målløse fodboldkampe er gået over i historien, uanset hvor solid en defensiv holdene i øvrigt måtte have haft. På samme vis vil Pieta ej heller skulle rive en aften ud af kalenderen for at kunne komme til Grammy-fest og blive fejret. Der begås ikke mange fejl, men ‘In the Cool’ er ganske enkelt for simpelt og ligegyldigt og hæver sig kun få steder over det ordinære.