Belle and Sebastian

De syngende v-halse i Belle and Sebastian har løsnet skjorteknapperne, kastet en luns teenageri over styr og tydeligvis haft det mægtigt under indspilningen af deres 7. album. ‘The Life Pursuit’ fremstår som et skævt, skægt kludetæppe af noget nyt, noget gammelt og en hulens masse lånt.

Det skotske indieband har siden den 10 år gamle debut ‘Tigermilk’ skabt et tekstunivers befolket af skrøbelige outsidere med kvababbelser på hjertet. Melodiernes letsindighed har altid stået i kærkommen kontrast til sangenes mismod. Og selvom bandmedlemmerne tydeligvis har hørt meget 60’er-musik, har de altid haft deres egen tone – og trukket et tungt læs inden for den intellektuelt nuttede tweepopgenre.

Denne gang ser det anderledes ud med tonen, for Belle and Sebastian er gået ekstremt arkæologisk til værks. Albummet fremstår som 50 minutters pastiche. Samtlige numre refererer til diverse helte i musikhistorien, og enkelte fremstår som overlagte rip-offs – af for eksempel Zombies i ‘The Act of The Apostle Part ‘, Roxy Music i ‘The Blue are still Blue’ og Marvin Gaye i ‘Funny Little Frog’.

Og det er faktisk sjovt og iørefaldende – og teksterne overlegent underfundige. Men den gennemsyrede ironiske tilgang gør det svært at blive klog på musikken og Belle and Sebastians mission. Allerede med ‘Dear Catastrophy Waitress’ fra 2004 mistede bandet lidt melankolsk teenageuskyld. Denne gang endnu mere, og nogle vil kalde den muntre udvikling tiltrængt – andre begræde tabet af ungdomstristesse.