Kirsten Ketsjer – game, set and rematch

Det spøjse band, som må formodes at være opkaldt efter professor i socialret Kirsten Ketcher, af alle mennesker, gik uimponeret til værks fredag aften på musikcaféen. Efter en lidt rodet opvarmning fra Joy Lieberkind kom der andre boller på suppen, og specielt trommeslager og sanger Anja Jacobsen spillede hårdt og determineret.

Men trods kække idéer og underfundige detaljer kom den ambitiøse smash, der skulle have sendt alle til tælling, aldrig. Dertil var der for meget usikkerhed at spore, og flere af bandets numre virkede halvfærdige og for ustrukturerede. Og det selvom der ligger en vis form for anarki i en musikstil, der parrer utallige stilarter og binder tingene sammen med en ordentlig gang støj.

Konceptet med den kvindelige trommeslager, der styrede slagets gang og vokalen, fungerede ellers godt, men det var noget omsonst at prøve at lytte til, hvad der blev sunget. Vokalbilledet var alt for rodet og den halvt snakkende, halvt syngende Jacobsen kom ikke til sin ret med tekster, der eftersigende skulle være både humoristiske og eftertænksomme.

Kirsten Ketsjer har potentialet til at lave noget rigtig spændende musik, men fredag aften blev det hele tiden ved selvsamme potentiale. Hvis bandet for alvor skal springe ud i fuldt flor skal de mange idéer tøjles, så publikum også kan ane en mening med galskaben.