Jewel

Jewel er en produktiv og respekteret sangskriver og poet, som opererer med godt, klassisk og traditionelt håndværk. Selv på album nummer otte klinger det stadig med upåklagelig renhed. Det er poetisk poprock, med et simrende sydstats-indre. Et voluminøst album, der på trods af en nærmest overvældende stor lyd, undviger de ellers nærtliggende faldgruber af vulgaritet og selvbehag. Selv når der går rock i den, og det gør der forholdsvis tit, og hun dertil knurrer med behørig styrke, bevarer hun en sart sensualitet i den vokal, der altid har været hendes varemærke og klare styrke.

På dette album viser Jewel sig så fra en mere guitarelskende, rocket side, men bærer stadig primært musikken på sin vokals enorme skuldre. Så krystalklar og fuldkommen uforceret en stemme, er et ufravigeligt under, og selvom stilen næppe appellerer til alle og enhver, grundet sit ‘nice, clean and wholesome’-vibe, kan disse kvaliteter ikke ignoreres.

I åbningsnummeret ‘Again and Again’, samt den 80’er-inspirerede ‘Sattelite’ og country-oden ‘Stephenville, TX’, demonstrerer Jewel både sin vokals diversitet og overskud, samt det lyriske talent, der gør hende til et af de mere interessante bud i en ellers overvældende skov af letforglemmelige singer-songerwriters.