Peeping Tom

Rygterne om ‘Peeping Tom’ eller Mike Pattons ‘solo-pop-projekt, som det også er blevet omtalt, har efterhånden floreret så længe, at de fleste nok havde opgivet tanken om, at det nogensinde ville se dagens lys. Men nu er giraffen endelig kommet og jo, den har faktisk en ret imponerende lang hals, men så er det faktisk heller ikke mere interessant end det.

For Hardcore Mike Patton-fans er der egentlig ikke så meget nyt at hente og på trods af, at albummet indeholder det umiddelbart mest tilgængelige materiale, den excentriske musikalske workaholic endnu har lavet, så tvivler jeg på, at det vil give ham et vanvittigt meget større publikum. At kalde Peeping Tom for et pop-album svarer nemlig lidt til at kalde Kubricks ‘2001’ for en sci-fi film – grundelementerne er der, men kompositionen og perspektivet går langt ud over definitionen, og albummet drypper stadig af excentriske ‘Pattonismer’ i form af vanvittige stilskift, skæve soundscapes og den grundtone af pastiche, der gennemsyrer mange af hans projekter.

Konceptet bag ‘Peeping Tom’, der kan oversættes til noget i retning af ‘lurer’, er, at Mike Patton har udvekslet musikfiler med en lang række samarbejdspartnere, der for de flestes vedkommende opererer inden for krydsfeltet mellem elektronisk musik og hiphop. Men samarbejdspartnerne har aldrig været i samme lokale, og det kan høres på flere af numrene.

Mike Patton er så stærk en musikalsk personlighed, at det langt fra er alle de gæsteoptrædende, der formår at give ham reelt modspil. Rahzel og Dan The Automator har begge med succes tidligere arbejdet sammen med Patton, og de bidrager i stor stil til pladens i særklasse bedste nummer, ‘Mojo’, der driver af dette sleazy, sexede triphop feel, som Patton og Dan The Automator også dyrkede i det suveræne (og suverænt oversete) ‘Lovage’-projekt. Ligeledes formår Amon Tobin at pakke Patton solidt ind i sit karakteristiske jazzede drum’n’bass univers på ‘Don’t Even Trip’, mens Massive Attack med klassisk rå dysterhed pryder et andet af pladens højdepunkter ‘Kill the DJ’.

Men derfra går det også lidt ned af bakke for lureriet. Det er specielt Anticon-trekløveret, Odd Nosdam, Jel og Doseone, der skuffer på de tre numre, de bidrager til. Ingen af dem formår for alvor at sætte et reelt fingeraftryk på materialet, og derfor lyder det mest af alt som en Mike Patton i hyperaktiv kreativ tomgang, der løst formulerer halve ideer, han allerede har udforsket i tidligere projekter. Det er stadig ganske fornøjeligt at høre Mike Patton folde sig ud, som det musikalske unikum han er, men det er altså hørt før. Pladen når et absolut lavpunkt med Norah Jones’ gæsteoptræden på nummeret ‘Sucker’, hvor hun med ubeskrivelig ringe overbevisning giver den som femme fatale og forsøger at stønne sig igennem omkvædet.

Peeping Tom-projektet har simpelthen været al for lang tid undervejs, og derfor er det endt som en charmerende kreativ rodekasse med en lille håndfuld cellofanindpakkede perler og en masse materiale, der har fået mugpletter af at ligge lidt for længe på loftet.

Peeping Tom. 'Peeping Tom'. Album. Ipecac/VME.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af