Fergie

»Would you love me, if I didn’t work out, or if I didn’t change my natural hair?«, synger Stacy ‘Fergie’ Ferguson på sin solodebut. Og det er ironisk i en sådan grad, at man ikke fatter, hun kan få teksten over sine store læber uden at kløjs. »I don’t care, I’m still real, no matter how many records I sell«, fortsætter Fergie på et udspil, der er designet til intet andet end at sælge enheder.

Den udspekulerede førstesingle ‘London Bridge’ har allerede forpestet radiobølgerne et stykke tid med sin forsinkede kopiering af de bedste moves fra Missy Elliott, M.I.A. og Gwen Stefani. Men selv om det faktisk ville være at foretrække, så vil albummet meget mere end det. Det vil også være poprock-venligt som på den pinlige ‘Big Girls Don’t Cry’, Disney-ballade på den klistrede ‘Finally’ og reggae-fræk på den banale ‘Mary Jane Shoes’.

Den 31-årige sangerinde har altid set ud som om, de prositueredes overskudslager har kastet op udover hende, men nu tilføjer hun den dårlige smag nye dimensioner. Når dine pressefotos kredser om slikkepinde, rottehaler og ‘lady lumps’ draperet i satinlagener og blonde-underkjoler, så kan du dårligt bryste dig af at være ‘real’. Ikke engang Jenny From the Block kunne kringle den.

‘The Dutchess’ er en popudgivelse i ordets værste betydning. Kelis’ og Beyoncés mildt skuffende og stilforvirrede nye album synes originale og visionære i sammenligning. Fergie krystalliserer her Black Eyed Peas’ uambitiøse kopimusik.