Lupe Fiasco

Lupe Fiasco er ingen typisk mainstream-rapper. For det første betyder hans baggrund som troende muslim, at han hverken går i byen, drikker eller ryger, ligesom groupies heller ikke er noget han dyrker. Desuden er han en lille gut, der går med briller, samler på legetøj og hylder skate-kulturen på nummeret ‘Kick, Push’, og sammen får det ham til at virke en smule nørdet. Men tag ikke fejl af førstehåndsindtrykket, for hans album hører til en af de mest iøjnefaldende solodebuter i år.

Lupe har nemlig fundet en vej, der adskiller ham fra nutidens øvrige hiphop-scene. Stort set uden at bande og med tekster, der handler om alt fra politik til kritik af hiphoppens nedværdigende syn på kvinder og livet, viser han større mod end de fleste veteraner i branchen. Det er dog ikke ensbetydende med, at hans tekstunivers er en stor morale-historie. Han formår bare med intelligente rim, ordspil og et flow, der sjældent er hørt skarpere, at inddrage lytteren i sine livserfaringer, meninger og holdninger. Og det er svært ikke at blive fanget.

Det lyder ikke særlig mainstream, vel? Men det er hér produktionerne kommer ind i billedet, og fuldstændig smadrer muligheden for den perfekte debut. Bortset fra et par enkelte tracks, er de overdrevne og overproducerede. De er forudsigelige, med det samme klimaks gang på gang. Strygerne får frit løb og bliver smeltet sammen med et corny omkvæd. Det får Lupe til at fremstå som en form for episk figur, der er sendt ud for at redde hiphoppen fra dens synder. Ærgeligt for hans lyrik er langt mere ydmyg end det.