Kasper Spez

‘Love Junkie’ er både svært tilgængelig og fascinerende. Men vigtigst af alt noget at det mest lovende danske rap i mange år. Talentet hos den 23-årige københavner, der oprindeligt stammer fra Langeland, har længe været til at få øje på og forløses på debutudspillet, der hylder den svære kærlighed.

Det gøres først og fremmest med ord. Med inspirationskilder som CV Jørgensen og Tom Waits springer Kasper Spez ud som begavet lyriker med noget på hjertet, leveret med en intens stemmeføring og et ubøjeligt flow. Det er rap, hvor ordene ikke nødvendigvis rimer, men rammer en rytme og en nerve, som er både Søren Ulrich Thomsen og Dan Turéll værdig.

Kasper Spez dyrker på samme måde som de to store lyrikere det smukke i naiviteten. Det sted, hvor storbymenneskets drømme bearbejdes i et melankolsk ladet, ja, nærmest romantiseret rum. »Fingerknips, send mig væk, hen, væk fra hjem / hånd i hånd med drømmen som følgesvend / hvor der er plads til en tøsedreng«, som han rapper på ‘Det ‘så vigtigt’, hvor kærlighedsforholdet er gået i hårdknude.

Teksterne skaber stemningsmættede billeder af skyggesidens skæbner, der sidder ensomme i nattens skær og forsøger at finde svarene. Kasper Spez giver dem ikke, men søger dem selv i sin dragende lyrik, der understøttes af produceren Es’ fremragende og højt anlagte lydsymfonier.

Kasper Spez. 'Love Junkie'. Album. Run For Cover.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af