Silver

Jeg har den vane, eller uvane vil nogen sikkert mene, at jeg helst skal have musik i ørerne, når jeg går i seng, langsomt falde hen og lade tonerne bære mig over på den anden side. Normalt kan alt bruges. Jeg er et af de nok få mennesker, der kan kalde Meshuggah eller Cradle of Filth frem på iPod’en og være faldet i søvn et stykke inde i tredje nummer.

Men på det seneste er jeg ved to lejligheder gået i seng med Silver i ørerne blot for stadig at være lysvågen, når de sidste efterveer af ‘World Against World’ forlader min lillehjerne. Og nej, det har ikke noget med mit koffeinindtag eller sengetid at gøre. Det skyldes derimod, at Silver spiller noget af det mest energiske og intense rock ‘n’ fucking roll!, jeg længe har hørt.

Opskriften er en bastardblanding af intelligent punk og beskidt sleazy hard rock, der ikke er helt ulig de ligeledes norske Turbonegro og de mere aggressive momenter af Guns N’ Roses anno ‘Appetite for Destruction’. Riffene slår, som en brosten kylet fra Ungdomshusets tag, vokalen bliver leveret med lige dele snottet, arrogant attitude og poppet, melodisk tæft, og så spiller de generelt bare røven ud af bukserne.

Meget bedre bliver det ikke, og så har jeg jo altid Cradle of Filth at falde ned på, når Silver holder mig vågen i de sene nattetimer.