Solomon Burke

At Solomon Burke ikke er historiens bedste soulsanger, er så vidt jeg ved ikke nogen stor hemmelighed, men ikke desto mindre skal manden have respekt for at holde den klassiske soul så nogenlunde i live. I 2002 udgav den 66-årige sanger det Grammy-vindende comebackalbum ‘Don’t Give Up On Me’, som sparkede en lille smule liv tilbage ind i en genre, der i høj grad har måttet vinke farvel til sine legender de senere år, og derfor nu står uden den helt store frelser.

På ‘Nashville’, går Burke i krig med country. Det er i hvert fald det indtryk han gerne vil give, for selv om han fortolker en lang række af genrens hovedpersoner – Don Williams, Jim Lauderdale, Gillian Welch og Tom T. Hall – og tilmed gør det i Nashville sammen med en stor portion af byens bedste musikere og korsangerinder, så har han svært ved at give helt slip på soulmusikken. Resultatet minder mere om en sanger med koncentrationsbesvær, end om et egentlig bud på en countrysoulplade.

Det hele er så pænt, at kedsommeligheden hurtigt tager over, selv de steder, hvor materialet lægger op til det modsatte. ‘Nashville’ kunne have været et spændende eksperiment, der for alvor viste lighederne mellem to af amerikansk musikhistories største genrer, fortolket af en levende legende, men det ender i stedet med hverken at tilføre soul eller country noget nyt.