Damien Rice

Alt imens Bono har bygget sig et Babelstårn, er landsmanden Damien Rice blevet til en sand irsk nationalhelt ovenpå sit storsælgende debutalbum ‘O’. Tre år efter udgivelsen er det endelig tid til at gøre op, hvorvidt dette mesterværk blot var et ‘lucky strike’ af sjælden kaliber, eller om han vitterlig er de våde øjnes egen sangskriver. De ti nye sange taler deres eget sprog. Manden er en åbenbaring med en guitar i hånden.

Radiotræfferne spøger stadig i rillerne, men selvom de mest klokkeklare melodier, som velsignede debuten, ikke er så massivt til stede, har Rice denne gang flere nye esser i ærmet. Dysterheden er foruroligende og suppleres med et eksplosivt temperament i veldoserede og velplacerede mængder. Tilmed optræder Rice som forførisk country-rocker i ‘Coconut Skins’ og øser hele vejen igennem ud af et formidabelt og langt større repertoire med sin kraftfulde vokal.

Han leverer en imponerende pondus i hvert et åndedrag, som han hårrejsende er i stand til at bruge, så ord synes overflødige. Lad dine ører spidse til ‘Elephant’, og lad dine tårer falde til de store følelser, der slippes ud med stemmen alene. Det er bestemt ikke for børn med hang til indie-pjank. Damien Rice mener det gravalvorligt, når han med stærke sange fra hjertet synger indad uden at behøve et Babelstårn at se ned fra.