Norah Jones

Siden år 2002 har man kunnet stole på Norah Jones, som det regelmæssigt forekommende indslag, når byboerne kaldte til kaffe både ude og hjemme. Med sin blide, forførende klang, fik hun alle til at sige og føle, at de da også hørte jazz, og det var, om end lidt misvisende, rart for de fleste. Der kom en plade til i nogenlunde samme stil, en blanding af egne sange og veldrejede covers, og nu er tredje udgivelse “Not Too Late” så landet, men denne gang kun med egne kompositioner. Den adskiller sig derudover også ved at være mere guitar end piano, samt ved at være produceret af bandmedlem/kæreste Lee Alexander, der dog ikke til fulde kan løfte arven efter Arif Mardin.

Det er nu ikke i produktionen, at de mest åbenbare problemer ligger, men derimod i en mangel på interessante numre, hvilket ofte er tilfældet, når en kunstner helt selv tager teten, men jo ikke nogen rigtig god undskyldning. De virkelig gode sange, dvs. cirka halvdelen, brillerer ofte ved en stilmæssig drejning mod det lettere cabaret’sk finurlige, tydeligst i ‘Sinkin’ Soon’, der emmer af Tom Waits, den cello- og bas bårne ‘Broken’, samt den politisk ladede ‘My Dear Country’. Andre, såsom ‘Wish I Could’ og ‘Not Too Late’, bæres af sin intelligente og rolige enkelhed, dvs. sådan som de fleste måske bedst kender og elsker Norah Jones, og det virker stadig helt efter opskriften, men er ikke nok til at få hele pladen i hus.

For mange småkedelige sange med poppede, let forglemmelige omkvæd, og for få stilmæssige satsninger, gør “Not Too Late” til en halvhjertet affære, for mens den sjælfulde, lidt ensomme stemme er ligeså besnærende som altid, er den trods alt kun det; en stemme. Dens kraft er magisk, som instrument i en ligeledes magisk komposition, og blegner derfor tilsvarende, når det modsatte er tilfældet. Og det er desværre tilfældet.