Kindercrash

Danske Kindercrash er ude i noget af en genreblanding på deres udspil ‘Scarlet & Gold’, der er indspillet og finansieret af bandet selv. Elementer fra rock, pop, goth, glam og metal er at finde på de 13 numre, men desværre ikke særlig ofte i skøn forening. Idérighed og dygtigt musikalsk håndværk er der ellers masser af, men Kindercrash formår ikke at binde det sammen og dét, der kunne have været et stort, pompøst og mesterligt værk ender i stedet med at blive en lunken mellemvare, hvor man kan ærgre sig over talenterne ikke foldes ud i fuldt flor.

‘Dirty Rain’ starter ellers pladen meget lovende, hvor inspirationen fra den gotiske rock ikke lader sig skjule. Marlene Lehmkuhls stemme besidder en sexet melankoli, der snor sig rundt om det march-agtige akkompagnement, og de nøje afstemte energiudladninger er doseret helt rigtigt. Kvaliteten falder dog allerede fra dette nummer, og beklageligvis er det, når sanger Jesper Lehmkuhl træder ind med den bøvede tekst til ‘Boogie Nights’, at kæden for alvor hopper af. Hans britiske accent og lettere statiske måde at synge på står i skærende kontrast til det kvindelige modstykke, der synger sart og fint, og hvis udtale læner sig mere mod det amerikanske.

Hovedproblemet med ‘Scarlet & Gold’ er, at sangene ikke er gode nok og melodimaterialet for tyndt. Det bliver uvedkommende at lytte til, og selvom specielt M. Lehmkuhls stemme rangerer på plussiden, så får den aldrig lov til at vise, hvad den kan, da den holdes i samme spændetrøje alle numrene igennem rent produktionsmæssigt. At flere af bandets idéer sagtens kunne høre hjemme på en 80’er plade løfter heller ikke helhedsindtrykket fra et band, der utvivlsomt har potentiale til noget større, men der skal ryddes op i idéer og sange, og bundniveauet skal hæves betragteligt.

Kindercrash. 'Scarlet & Gold'. Album. Egen udgivelse.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af