Oziris

Trioen Oziris har i flere år betaget både anmeldere og publikum med deres lidt særegne blanding af rock, klassisk og en form for eventyragtig filmmusik. Bandet har nu taget skridtet fuldt ud, dannet eget pladeselskab og udgiver nu debutalbummet.

Stemningsmæssigt lægger Oziris fremragende ud med en svævende og pirrende intro, hvor en repeterende pianolinje suppleres smukt af strygere, indtil trommerne langsomt lægger bunden til et stærkt og rocket riff. Jesper Kragh, der også står bag tekst og musik, besidder ikke en særlig stærk stemme, men den næsten hviskende og svage vokal passer fint til åbningsnummeret. Og Kragh har en stor force i sin lyrik, hvor blandt andet ‘Marie Christine’ kunne være en smuk og anderledes hyldest til hustruen Kirsten Marie.

De klassiske elementer og de elektroniske godbidder bliver strøet med fin hånd og tager heldigvis kun få gange overhånd, men pladen lider som helhed under at disse elementer bliver brugt for ens. Med enkelte undtagelser kan lytterne gætte sig frem til, hvordan numrene vil være opbygget, og når nu Oziris bevæger sig i en noget anderledes genre, havde nogle modige formspring været interessante at lytte til.

Desværre er Kraghs vokal en af de mere negative sider, for hvor den i små doser lægger sig godt op ad forskellige stemninger, mangler der overordnet noget, der kan kompensere for den manglende vokale kraft, der hiver nogle af pladens sange ned på et ordinært niveau. Lidt frækt kunne Kraghs vokal betegnes som en light-udgave af Billy Corgan, men den mangler versatilitet og giver utilsigtet sangene et mere ensartet præg end dét, de fortjener. En kvindelig lead-vokal, der kunne ‘aflaste’ Kraghs noget ensformige sang, kunne være en løsning, for Oziris har bestemt fat i noget spirende, der sagtens kan blomstre endnu mere på næste udspil.