Caufield

Københavnske Caufield har efter sigende brugt mere end to år i studiet for at lave debutpladen ‘I Love the Future’, og det kan måske være en af forklaringerne på den metaltræthed albummet lider under. Caufield lyder som om, at de rigtig godt kan lide The Cure, Joy Division, Interpol og andre bands, der dyrker det kompromisløst kunsteriske, men hvor de nævnte bands har et genkendeligt udtryk, skøjter Caufield lidt rundt i manegen, mens de famler sig frem efter et solidt ståsted, der virkelig kan vise, hvem de er.

Det er en kompetent fumlen uden tvivl, da bandet spiller godt og er meget overbevisende i sit lydbillede. Huggende guitarer, små melodiske synth-toner og solide rytmer udgør en stor del af pladen, og der er tydeligvis lagt meget energi i at få et rammende lydbillede.

Der hvor metaltrætheden dog sætter ind er på melodisiden. Frontmand Jannik Tai Mosholt gør det såmænd udmærket med sin britiske accent, men det lyder som om, at han er godt og grundigt træt af at synge flere af melodierne. Indlevelsen mangler ganske enkelt, og det kunne måske forklares med det ‘cool’ udtryk, som bandet gerne vil have, men når melodierne ikke er til stede til at bakke det op, forbliver udtrykket fladt og kedeligt.

Undtagelserne er de numre, hvor Mosholt leger med tonerne og bevæger sig lidt væk fra musikken som i ‘All I Fear’, som står som et af de stærkeste numre ud af en række numre, hvor den vokale ensformighed desværre bliver det mest fremtrædende. For den yderst velspillede og kompetente musik fortjener et meget bedre, melodisk modspil, hvis Caufield skal brage igennem lydmuren.