Radical Face

Enmandsprojektet Radical Face med multiinstrumentalisten Ben Cooper som musikalsk omdrejningspunkt har begået intet mindre end et lille mesterværk med opfølgeren til debuten fra 2004. Det hele emmer af længsel, håb og rastløshed, der næsten kan mærkes på kroppen, som en distraherende kløe.

Lydbilledet er både storladent og pompøst, men også skramlet og indadvendt. Og ikke mindst djævelsk smukt. Det er i sandhed en fornøjelse at lytte til de 11 sange, der flyder af sted og konstant betager og beriger. Tankerne ledes hen på navne som Sparklehorse og Murcury Rev, men der er også noget klassisk håndværksmæssigt sangskriveri, der træder igennem. Her kunne Simon/Garfunkel være på sin plads at nævne.

Flere steder skinner diverse lyde frem mellem sangene, for eksempel lyden af et tog i det fjerne eller lyden af tung regn og sagte stemmer. Dette kunne umiddelbart lyde som en kvalmende kliché, men det er under ingen omstændigheder tilfældet, istedet skaber det en smuk, harmonisk sammensmeltning af de enkelte numre.

Det ville være håbløst at fremhæve nogle numre frem for andre på pladen. Man er nødt til at opleve den i sin helhed. Dette er et album, der, på trods af tidens cut-up-baserede mp3-fascismes dyrkelse af enkelte numre frem for helheder, har en start, en midte og en slutning som en klassisk dramaturgi. Det ikke alene fortjener, men ligefrem kræver, at blive oplevet som sådan.