Son Volt

Son Volts Jay Farrar er en mand, som yderst sjældent tænker store, kreative tanker, når han skriver sange. Den slags har hans tidligere ven og Uncle Tupelo-kollega, Jeff Tweedy, og resten af Wilco taget sig af, med det sørgelige resultat, at de nu er ved at drukne i indierockens alternative nonsens, på bekostning af Uncle Tupelos fandenivoldske og punkede countryrock.

Jay Farrar er til gengæld blevet ved sin læst, og hvor Son Volts sidste album var en lidt usikker sag, der bar præg af, at den planlagte gendannelse med de originale medlemmer gik i vasken, har Jay nu fundet sig så meget til rette med de nye musikere, at han har samlet nok mod til at lege lidt med musikken, og det er altså noget af en bedrift fra en mand, som reelt set har skrevet den samme sang om og om igen siden 1987.

Dermed ikke sagt, at Son Volt lyder forfærdelig meget anderledes nu end de gjorde for 12 år siden, for Jay bevæger sig nødigt langt væk fra den sikre sti mellem Gram Parsons, The Jayhawks og Neil Young, som han har trådt siden Uncle Tupelo-dagene. Men når der pludselig er blæsere og klaver-serenader på et Son Volt-album, kan man ikke lade være med at se dette som et lille spring fremad for Jay, som ellers hidtil har været mester i gentagelsens ædle, og til tider trættende, kunst.