Tom McRae

Selv om Tom McRae er drevet af en tør og selvironisk foragt for den etablerede musikscene, det multiinternationale pladeselskab, der syltede hans seneste plade, og sikkert også en for en masse andre ting i denne forlorne tilværelse, fortsætter han med at skrive sange, der i al deres mørke, neurotiske og aggressive vælde alligevel læner sig så tæt op ad mainstream-folk-rocken som muligt.

Der er stadig fuld fart på dæmonerne på den unge engelske poets fjerde album, men alligevel lykkes det for første gang at pakke galskaben ind i en række tempofyldte poprocksange med store omkvæd. ‘Sound of the City’, ‘Bright Lights’ og ‘One Mississippi’ kører således ud af den brede, velbevandrede landevej. Nu er han ikke typen, der begiver sig ud i noget uden at vide, om det holder vand, og det gør disse storladne rocksange da til en vis grad også. Men når musikken i forvejen har en tendens til at blive lidt skinger, da McRaes vokal er alt andet end dyb, bliver disse sange nu en anelse hovedpinefremkaldende i længden.

Til gengæld er McRae også stadig en knudret, forpint og indadvendt sjæl, som siger tingene bedst, når han lægger låg på vreden, og gamle fans skal nok få stillet deres sult, hvad angår de små og kringlede sange, der langsomt sniger sig ind og ud af hjertets mørkeste kroge. Og her er han bedre end de fleste.