Psychic TV

Genesis P-Orridge (GPO) er en sær mand. I flere årtier har han dyrket det ekstreme som performancekunstner, musiker og provokatør, og så er det måske endda lidt af en tilsnigelse at kalde GPO for en mand, da han/hun i start 90’erne påbegyndte en modificering af sin krop og nu optræder som s/he efter flere sexskifteoperationer.

Et af GPO’s projekter hedder Psychic TV, og gruppen har tidligere chokeret med sceneoptrædener der ville få Marilyn Manson og Ozzy Osbourne til at ligne to katolske skoledrenge. Nu er en ny cd på banen, og den virker lige så rodet som GPO’s karriere.

Der er masser af stemning i det fortrinsvis rockede album, der dog også indkorporerer en god del punk og industrial, men det er svært at se en mening med galskaben. GPO dræver sig gennem sangene, og lyder for det meste, som om han/hun er langt væk på stoffer. Undtagelserne er når GPO meget gerne vil lyde ond og dæmonisk, og så er den mere sumpede vokal altså at foretrække. Numrene bliver for det meste bundet sammen af en masse guitarlarm, hvorefter en basgang eller guitarfigur sætter det hele i gang, og i få tilfælde fungerer det fint som i ‘Lies, and Then’, som med et dansabelt beat er svær at få ud af kroppen igen.

Men der er noget langt mellem godbidderne. Fornemmelsen af ligegyldighed sniger sig nemlig hurtigt ind, når de meget lange sange virker til at fortsætte i en uendelighed. Sange, der utvivlsomt vil gøre sig godt på en svedig og intens livescene, men som svinder ind til næsten ingenting i et studie.