Marilyn Manson

Der var engang, hvor Marilyn Manson var lige så frygtet som Antikrist selv. Men efterhånden som de musikalske ideer er blevet mere udvandede, og det visuelle udtryk er blevet tilsvarende mere vaudeville-agtigt, er han gledet længere og længere ned i en ufrivillig pastiche – en kliché på sin egen persona, der ikke er meget farligere end en babysæl iført læderbukser og farvede kontaktlinser.

Derfor er det befriende, at Marilyn Manson på ‘Eat Me Drink Me’ gør det eneste rigtige, han kunne gøre. Inspireret af bruddet med Dita Von Teese river han ned og bygger op igen. Væk er de teatralske chokeffekter og musikalske virkemidler, der var blevet den nougatbløde kerne i hr. Mansons goth-glam-helvede, og i stedet bliver man fra åbningsnummeret konfronteret med et skrabet, intenst og umådeligt dystert univers, der henter inspiration i den klassiske amerikanske rock- og country-tradition. Sangene er gennemsyret af arven fra folk som Neil Young og Tom Petty, og teksterne driver med den indebrændthed, som kun et ødelagt forhold kan afstedkomme. Det fungerer simpelthen fremragende, og på de første numre er Marilyn Manson igen så farlig og vedkommende, som han nogensinde har været.

Men så sker der noget mærkeligt. På albummets sjette skæring er den herligt perverterede americana-æstetik pludselig forsvundet som en vampyr ved daggry. Og udtrykket vender aldrig rigtigt tilbage. I stedet går den blege mand på autopilot og traver på resten af albummet igennem en række jævnt kedelige reinkarnationer af tidligere bedrifter. Man er nødt til at spørge sig selv hvorfor? Måske fik Manson pludselig for travlt med at ligge og pille ved sin nye 19-årige kæreste til at skrive flere depressive, selvanalyserende anti-kærlighedssange – og det er vel egentlig også fair nok. Men så skulle han måske bare have lavet en rigtig fed ep i stedet for.