The White Stripes

The White Stripes lyder grangiveligt som The White Stripes. Og det er jo ikke så tosset. Guitaren hyler som en stukket gris indimellem fint afdæmpede oplæg på ‘300 M.P.H Torrential Outpour Blues’. ‘Little Cream Soda’ kunne sikre Jack White optagelse i heavyhimmelens hellige haller og pladens bedste nummer ‘I’m Slowly Turning into You’ er skyhøj på hans evner som fængende melodimager og medrivende vokalist.
Titelnummeret er endnu et vidnesbyrd om det saftigt inciterende samspil mellem Meg og Jack White og indeholder den logisk-harske replik til USA’s hvide befolkning: »Why don’t you kick yourself out? You’re an immigrant too«.

Så albummet er vel et nær-mesterværk som flere af de foregående White Stripes-album. Ikke sandt? Well. Der er masser af kvalitet og betagende lyde, men dét musikalske udtryk, der med ganske enkelte virkemidler egenhændigt glatter et par af rockens rynker ud og banker nyt liv i bedstefar opleves ikke nær så stærkt denne gang.

Det betyder ingenlunde, at det er et lunkent album eller, at Meg og Jack lider af metaltræthed. Måske er det fordi, at man i tilfældet The White Stripes simpelthen er blevet forvænt og har vænnet sig til deres let genkendelige lyd og påfund, at det ikke forekommer helt så imponerende og bjergtagende som tidligere udspil. Tilbage på denne bundlinie står i hvert fald, at det er et stærkt album snarere end en rockmusikalsk åbenbaring.