Tori Amos – kamæleonen Tori
Det var nok de færreste i den fyldte Falconer Sal, der opdagede det. Men egentlig gik Tori Amos først på scenen en lille halv time inde i sin egen koncert. Den første del var vi nemlig ikke i selskab med Tori men med Isabel, en af de fem karakterer, som Tori Amos iklæder sig på sit seneste album – et interessant kvindeligt bekendtskab, der med platinblond hår og et cigaretrør mellem fingrene slentrede på scenen som en anden natklubsangerinde og stilsikkert leverede et udvalg fra ‘American Doll Posse’.
Det var en fascinerende, omend også en smule fremmedgørende oplevelse, der på mange måder både satte tonen for koncerten, men som også illustrerer den udvikling, Tori Amos er gået igennem i sin karriere – fra selvudleverende, hudløst intim sangskriver til en stadig mere konceptuelt orienteret kunstner, der efterhånden har genskabt sig selv som en postmoderne og postfeministisk gudinde – et mangefacetteret spejl vi alle kan reflektere dele af os selv i.
Selv efter Tori selv endelig havde indtaget Falconer Salens scene, mere eller mindre smagfuldt iklædt pailletudsmykket heldragt, overlevede dobbelttydigheden og de flydende identiteter, ikke mindst fordi den lille kvinde med det enorme talent igennem det næsten to timer lange set igen og igen formåede at fremkalde præcis det udtryk, hun ønskede med sin stemme, sit virtuose klaverspil og sit kropssprog. Fra det manierede og superselvbevidste til det skrøbeligt indadvendte, fra det råt sexede og nærmest maskulint vulgære til det æterisk svævende. Det var i høj grad en kvinde og kunstner, der formår at spille på myten om hende selv, og den skiftende lyssætning og røgen på scenen, der som en anden tåge slørede detaljerne, var kun med til at forstærke denne kamæleon-effekt.
Sammen med sit eminente band og iført et af de bedste lydbilleder, jeg har hørt til en koncert i København, vævede Tori ekvilibristisk en aften af de sjældne frem og føjede endnu et fascinerende lag til min genfortælling af myten om præstedatteren, der blev sin egen gudinde.