Turbonegro

Jeg har hidtil hørt til den gruppe af verdensbefolkningen, der synes, at Turbonegro i sin kerne er et dybt åndssvagt koncept – seks nordmænd i lettere tåbelige kostumer, der spiller formulariske garagepunk-sange om pik, patter, rock og alkohol. Det er måske ‘ironi’, men ironi er stadig dumt, hvis det er dårligt udført.

Min mening om det generelle Turbonegro-koncept er ikke blevet ændret så meget, efter jeg har lagt øre til ‘Retox’, hvor disciplene af den veludstyrede mand af afrikansk afstamning stadig dyrker rockens hovedklicheer med en nærmest afgrundsdyb dedikation til lummer stupiditet og den laveste fællesnævner.

Men når det er sagt, så er det et fuldstændigt ustyrligt fremragende rock-album, et af årets hidtil bedste. Forvirret? Forklaringen er simpel nok. Sangene er simpelthen hentet direkte fra rock-guderne selv og sat sammen med en så sindrig musikalsk intelligens, at de transcenderer deres umiddelbare simplicitet, fæstner sig med superlim på din hjernebark og går direkte i nosserne, som kun det bedste rock kan gøre.

Punk er der ikke meget tilbage af i gruppens stil, der er blevet stadig mere kommerciel siden gendannelsen i 2002, men til gengæld kan man høre myriader af referencer til alt fra Stooges, Kiss og AC/DC til Guns N’ Roses, Judas Priest og Motorhead i Turbonegro anno 2007. Det er stadig dumt, men fy for fanden hvor er det fedt!