Tomahawk

Nogle mennesker i denne verden ligger søvnløse på grund af den globale opvarmning. Andre er skræmt til døde af den eskalerende vold i Mellemøsten. Personligt er det dog ikke den slags ting, der har givet mig grå hår i hovedet og en isnende kulde ned af ryggen på det seneste. Jeg er nemlig betydeligt mere skræmt af, at min personlige musikalske guddom, Mike Patton, med først Peeping Tom-albummet og nu’ Anonymous’ har begået to dårlige album i streg.

Udgangspunktet er egentligt interessant nok. Albummet er bygget over antropologiske beskrivelser af gamle indianske folkesange og griber altså helt ned i det amerikanske kontinents musikalske rødder. Men Tomahawks bearbejdninger af kildematerialet formår simpelthen ikke at føre noget rigtigt interessant med sig. Trioen forsøger at give sangene den samme dystre og psykopatiske karakter, som de to foregående Tomahawk-album leverede, men udover nogle få undtagelser, som den ganske creepy vuggesang, ‘Cradle Song’, og den Fantômas-lydende ‘Sun Dance’, mislykkes det fatalt.

I stedet får man lov til at opleve Mike Patton give den som Hollywood-medicinmand, når han ‘hu-ah-he-ah-jah’er’ sig igennem en række musikalske skitser, der flere steder er skræmmende nær den slags forfærdelige new-age musik, du får kastet i hovedet, hvis du så meget som nærmer dig ‘Det Ukendtes Boghandel’. Man kan næsten visualisere indianeren med panfløjten i kæften, mens han danser på en høj bjergtop og en dårlig airbrushet ulv åbenbarer sig i månen. Skræmmende, meget skræmmende.