Menomena

Elegante, udfordrende og en smule fucked up. På deres tredje album kombinerer den amerikanske trio en ikke alt for villet excentricitet og lyst til at eksperimentere med ofte ekstremt vellydende toner. Danny Seim, Justin Harris og Brent Knopf byder alle ind på kompositioner, instrumenter og vokaler, og når de tre fantasifulde hoveder støder sammen, flyder magien ikke så sjældent.

Det gode, gamle flossede mærkat indierock er ikke dækkende nok i denne sammenhæng. Men kan man lide varieret, elektrisk-forstærket musik, hvis sang- og melodistrukturer indimellem ligner en to-årigs kruseduller, og med en ganske hyppig forekomst af, for rockmusikken, mere eller mindre utraditionelle instrumenter, er Menomena ekstremt svære at komme uden om. Og nej, vi er ikke ude i en gang lyd-nørderi og prætentiøst art-wank.

‘Rotten Hell’ og den fortrinlige ‘Wet and Rusting’ har øjeblikke af både enkel og ekvilibristisk dynamik. ‘The Pelican’ er muskuløs og smidig, mens ‘My, My’ er rørende smuk i al sin nedskrællede sårbarhed. Gruppen kan simpelthen noget med at trække en sang rundt i alle verdenshjørner, uden at den bliver tyndslidt, slatten eller går op i limningen af den grund. Det skyldes ikke mindst, at melodierne i det detaljerige lydbillede, der skyr vanetænkning, aldrig lades i stikken. Ikke engang på mere åbenlyst eksperimenterende sange som ‘Boyscout’n’ og ‘Evil Bee’. Jo, Menomena formår det hele på et album, der lever, sprutter og begejstrer.